---
title: "Direktørskifte"
description: "Hammel Fjernvarmes direktør stopper efter 6 år"
date: "2026-10-05"
created: "2026-10-05"
---

[Hjem](https://hammelfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://hammelfjernvarme.dk/nyheder)

                [Direktørskifte](https://hammelfjernvarme.dk/nyheder/direktoerskifte)

# Direktørskifte

Hammel Fjernvarme skal have ny direktør

**Hammel Fjernvarmes direktør stopper efter seks år**

Efter knap 6 år i spidsen for Hammel Fjernvarme, har direktør, Bjørn Stender valgt at opsige sin stilling for at søge nye udfordringer uden for virksomheden. Bjørn Stender fortsætter i sin rolle indtil 31. december 2026, hvilket sikrer en stabil og ordentlig overdragelse af opgaverne.

Under Bjørn Stenders ledelse har Hammel Fjernvarme gennemgået en markant udvikling. Virksomheden har blandt andet gennemført en organisatorisk og kulturel udvikling, overtaget driften af Ans Fjernvarme samt truffet beslutning om at udfase affaldsforbrænding, for i stedet at elektrificere varmeproduktionen.

Bestyrelsesformand Henning Stabell udtaler i forbindelse med opsigelsen:
 ”Vi vil fra bestyrelsens side gerne takke Bjørn for en stor indsats for Hammel Fjernvarme gennem de seneste seks år. Under Bjørns ledelse har virksomheden gennemgået en betydelig udvikling, både organisatorisk og strategisk, og han efterlader Hammel Fjernvarme godt rustet til de kommende års omstilling af varmeproduktionen.

Vi har stor respekt for Bjørns ønske om at søge nye udfordringer. Vi havde naturligvis gerne set ham fortsætte, men vi skilles på bedste vis og med stor anerkendelse af det arbejde og de resultater, Bjørn har været med til at skabe. Samtidig er vi glade for, at Bjørn fortsætter året ud og dermed er med til at sikre en god og ordentlig overgang”.

Den afgående direktør, Bjørn Stender sætter også ord på sin tid i virksomheden:
 "Det har været en utrolig spændende rejse og et privilegium at lede Hammel Fjernvarme hen imod elektrificering. Inden for de kommende år, vil der blive etableret en større akkumuleringstank, varmepumpe og el-patron, således at Hammel Fjernvarme er rustet til fremtidens, mere uforudsigelige energimarked. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået, med såvel kollegaer som bestyrelse - ikke mindst set i lyset af alle de nye udfordringer som dagligdagen har været præget af, gennem min tid i virksomheden”.

Bestyrelsen har igangsat processen, med at finde en ny direktør, der kan videreføre virksomhedens strategiske retning og fortsatte udvikling.

Hvis en ny direktør ikke er tiltrådt inden 1. januar 2027, vil driftsleder Carsten Vestergaard varetage den daglige ledelse, indtil en permanent afløser er på plads.

For yderligere information, kontakt venligst:

Henning Stabell
 Bestyrelsesformand

 Hammel Fjernvarme
